Det første billede er set fra hjørnet af det blå bed. Jeg er rigtig glad for mine nye opstammede buksbombladet kristtorn Ilex crenata 'Glorie Gem'.
I det blå bed blomstrer en masse storkenæb Geranium, blå staude salvie Salvia nemorosa 'Ostfriesland' og lodden løvefod Alchemilla mollis .
Jeg kan godt lide kombinationen af den blå salvie og de grå blade fra den hvide haveklinte Lychnis coronaria.
Et kig fra terrassen ud til det lyserøde bed. I år er der mange selvsåede digitalis i bedet og det sætter jeg pris på, da valmuerne har svigtet i år. Pga. tørken er de kun blevet omkring 20 cm høje.
Jeg glæder mig meget til at se hvad de høje spidse prydløg, I kan se i højre side af billedet, bliver til. Jeg kan ikke huske, hvad der er jeg har købt :-)
I resterne af det hvide bed (mere om det en anden dag), er der også en del selvsåede digitalis.
Jeg keder mig ikke for tiden. Herunder er ca. halvdelen af de småplanter, jeg endnu ikke har fået plantet ud. Jeg har længe gået og ventet på regn og nu håber jeg på at den våde vejrudsigt holder.
Småbladet basilikum Basil 'Balkon star' skal snart have større potter, så de kan udvikle sig til fine store kugler.