mandag den 29. juli 2013

Kaukasisk skabiose

Den smukke Kaukasisk skabiose Scabiosa caucasica. er uden tvivl min yndlings staude. 

Den blomstrer hele sommeren (fra juni til den første frost) og det er en rigtig insekt plante.


Jeg har den både i bedene og i en krukke. Alle planterne i krukken har overlevet de sidste to års hårde vintre.


Blomsterne sidder på stive stængler og selv om de er omkring 80 cm høje, er det ikke nødvendigt at støtte dem.


Frøstandene er også meget smukke og dekorative.


Kaukasisk skabiose fås i blå/lilla nuancer og i hvide. I år har jeg sået de hvide, så dem glæder jeg mig meget til at se blomstrer til næste år.


God aften :-)

søndag den 21. juli 2013

Citronsommerfugle

Citronsommerfuglene (Gonepteryx rhamni) har haft travl i dag - med at suge nektar fra de mexicanske solblomster (Tithonia Rotundifolia). Læg mærke til den sorte snabel.


En citronsommerfugl mere.


Macro foto af solblomstens midte.


Og sådan ser den ud i hel figur. De står i mit 'flower power' bed sammen med forskellige farverige dahlia, det vil jeg vise en anden dag.


Hvor er jeg glad for at jeg lige nu holder ferie i Danmark, med det fantastiske sommervejr vi har :-)

torsdag den 18. juli 2013

RHS Hampton Court Flower Show - Part 1

I sidste uge besøgte jeg RHS Hampton Court Flower show. Jeg havde inden læst, at det skulle være verdens største haveshow og jo tak, det var godt nok stort og meget velbesøgt. 
Jeg havde mest set frem til at besøge de forskellige havedesigneres show gardens og her blev jeg ikke skuffet – meget spændende og inspirerende og de overgik mine forventninger. Det var også spændende at besøge de forskellige planteskoler, men alle standene med have dimser kunne jeg godt undvære.  
Jeg vil vise billeder fra nogle af de efter min mening mest spændende udstillings haver.  


Den første have jeg vil vise jer er ’The Ecover garden'. Jeg faldt fuldstændig på halen over de fantastiske smukke plantesammensætninger i blå, hvide, grå og grønne farver. Nu er det jo også let at få en udstillingshave til at se fantastisk ud, da den kun skal være pæn i en uge. Vi har noget større udfordringer i vores egne haver, hvor bedene helst skal være pæne gennem hele have sæsonen.

 
Haven er designet af havedesigner Matthew Childs er har vundet mange havedesign priser og 'The Ecover Garden' vandt da også prisen 'Best show garden'.
Tidselkugler Echinops ritro 'Veitch's blue' i forgrunden mod perovskia og agapanthus.
Nu tænker I måske ’hvad i al verden sker der lige her – hvad laver den grønne plastflaske, plastlåget m.m. i haven’. Det er der selvfølgelig en forklaring på. Haven er sponsoreret af et firma der producere miljørigtige rengørings- og vaskemidler og plastemballagen til deres produkter er produceret af plantefibre, så de er miljørigtige og let nedbrydelige.  Elementerne i haven symbolisere firmaets grønne værdier, med rent vand som det vigtigste (blå bølger)

Det er nok ikke til at se på billederne, at der løber vand ud af tuden på plastflasken.


I næste indlæg vil jeg vise flere af mine favorit show haver. Bare rolig - jeg har ikke så mange billeder fra de andre haver.
På Fra frø til blomst’s Facebook side – klik her, kan I se mine billeder fra planteskole området. Man behøver ikke at have en Facebook profil, for at se billederne. 
 

søndag den 7. juli 2013

JEG GLÆDER MIG :-)

Så drager jeg snart fem dage til London sammen med min datter. Jeg ser mest frem til at besøge Hampton Court Flower Show.


Nu gør det ikke fornøjelsen mindre, at jeg har vundet billetterne i en fotokonkurrence. Det kan I læse mere om her, hvis I har lyst.

Hvis der er nogen af jer der kender nogle spændende planteskoler omkring London, så vil jeg blive glad for at høre om dem :-)

fredag den 5. juli 2013

Geranium Rozanne - Plant of the centenary

På dette års Chelsea Flower Show blev den smukke blå storkenæb Geranium Rozanne kåret som Plant of the centenary.


 Det var første sidste år, jeg fik taget mig sammen til at investere i et eksemplar - og det har jeg ikke fortrudt.


























Den blomstrer lige fra juni og til frosten kommer og stopper festen - en egenskab jeg sætter stor pris på.





Jubi - i dag er jeg gået på ferie og jeg glæder mig rigtig meget til den kommende uge. På søndag vil jeg skrive om hvad det er jeg skal.


mandag den 1. juli 2013

Roser

En gennemgang af roserne i min have er hurtigt overstået, da jeg kun har to forskellige. Det bliver der nok snart ændret på, da jeg er blevet fristet af de mange skønne roser, jeg har set på andre haveblogs de sidste par uger.

De hvide Winchester Cathedral roser får både hvide og lyserøde blomster - smart nok.


I en stor krukke har jeg tre Rhapsody in Blue.



Hvis I kigger godt på det første billede, kan I skimte enden af en af øjenbæerne i min have - et 6 meter langt transportbånd, som jeg har haft 'glæden' af i haven det sidste år. Vi har haft gang i en større kælderudgravning og ombygning de sidste to år og nu går det endelig fremad og bunkerne med byggematerialer i haven bliver mindre og mindre. Måske får jeg også snart belægning på terrassen igen - ihh hvor jeg glæder mig :-)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...